En tur i Passo Tonales offpiste

Vi har den seneste tid her i Passo Tonale gået og krydset fingre for, at der skulle komme lidt mere sne hernede, og sidste onsdag gik vores ønske virkelig i opfyldelse! Det væltede ned, og vi kunne pludselig boltre os på en hel meter nysne. Det betød naturligvis, at vi var nødt til at tage en tur i offpisten og virkelig udnytte den lækre puddersne.

Turen startede kl. 9, hvor vi mødtes med gæsterne, der skulle med på turen. Eftersom mine ski er bedst på pisterne, var jeg også en tur i skiudlejningen og finde et par gode, brede planker, så jeg kunne bevæge mig ud i den dybe sne. Efter lidt info og tjek af sikkerhedsudstyr – som vi altid sørger for at have med, når vi skal i offpisten – var vi klar til at tage afsted.

Vi startede med en lille opvarmningstur, hvor vores bjergguide Cain kunne vurdere, hvilket niveau vi var på. Udover at være certificeret bjergguide var Cain også en dygtig instruktør, og vi fik i løbet af dagen masser af tips til at forbedre teknikken, så vi kunne få endnu mere ud af offpiste-skiløbet. Vi startede i 3.089 meters højde på Passo Tonales højeste punkt. Derfra var det bare at kaste sig ud i den lækre, nye sne.

Vinden suser i ansigtet, bjergene passerer forbi, sneen hvirvler rundt omkring en. En gang imellem bliver man nødt til lige at stoppe op og hvile benene et øjeblik, mens man nyder udsigten over den urørte bjergside. Den følelse er simpelthen noget af det allerbedste jeg har oplevet i løbet af min tid i Passo Tonale!

En tur i offpisten her i Passo Tonale kan varmt anbefales – især med al den dejlige sne, som vi har for tiden!