Picnic i Passo Tonale

En lille opdatering fra Passo Tonale

Der er endelig faldet en god bunke sne i de italienske alper, og vi kunne ikke være gladere. Når sneen daler, får humøret i hele byen et løft, og alle mennesker går rundt med store smil.

Sne i Passo TonaleI nytårsugen spiste vi en 7-retters menu “a la Italien” på vores favoritrestaurant Antares. Og bliver man mæt af syv retter? Ja, det kan I tro! Vi var så mætte, at vi kunne trille videre til en skøn aften i byen med vores gæster. Den følgende dag sørgede vi for at udnytte den ekstra energi på allerbedste vis: På ski i solen, naturligvis.

En anden god nyhed er, at vi har fået to danske skiinstruktører, Julie og Jonathan, herned. De glæder sig til at tage imod jer og hjælpe jer med at få mest muligt ud af skiløbet. Vi er rigtig glade for at have dem her, og vi håber, at de kommer til at trives lige så godt her i paradiset, som vi guider gør. Passo Tonale er virkelig den bedste destination i Alperne, hvis I spørger os. Her er noget for enhver smag, og den charmerende lokalbefolkning gør skiferien til noget helt særligt.